I efteråret 1686 slæbte Jørgen Arenfeldt, herremand på godset Rugård ved Ebeltoft, sin sidste heksekvinde til København for at møde i Højesteret. Her skulle han forklare sin sag og sagen var forfølgelsen af Anne Sø Sørensdatter fra Boeslum ved Ebeltoft, som Arenfeldt havde haft i sit fangehul på herregården og siden fået dømt til døden på bålet ved Landsretten i Viborg.
Anne Sø, der blev kaldt Blommen for sin skønhed, var ét af Arenfeldt mange ofre i en tid, hvor kvinder og mænd kunne blive forfulgt, pint og plaget for deres særegenhed. Anne var synsk og kunne i det hele taget mere end sit Fader Vor. Hun havde taget ved lære af sin mor, der var blevet brændt af samme årsag, og nu var det altså datterens tur.
Tiden fostrede kvinder, der søgte at tjene til dagen og vejen med signen og manen, blande urter og hjælpe til, hvor der var ondt i gærde hos en barselskvinde eller et dyr, der led nød. Men gik livet hende imod, kunne hun også bringe ondt til huse, gøre kvinder golde og mænd impotente, gøre høsten ringe – og – ja listen var lang og straffene bestialske.
Hvordan kunne det gå til, at netop Jørgen Arenfeldt blev en væsentlig årsag til, at hekseforfølgelserne kom i gang og, at heksebålene igen kom til at blusse, efter at have været slukket i henved 30 år og at netop sagen om Anne Sø fik bålene slukket igen?
Hør hvordan det gik til i foredraget om en sort periode i vores historie, hvor tro og overtro, analfabetisme, uvidenhed, autoritetstro og magt gik hånd i hånd.
Men – de kaldte ham den gode mand, for god er den, der ønske at udrydde alt ondt fra sin jord og sit gods….
