• ForeningsForedrag, c/o FOF Aarhus, H. H. Seedorffs Str. 7, 8000 Aarhus C
  • 86 12 29 55
  • Mandag til fredag: Kl. 10.00 - 14.00

Foredragskoncert om fællessang og Genforeningen

Foredragskoncert om fællessang og Genforeningen med Den Danske Salmeduo og Karen Hanne Munk.

Den Danske Salmeduo – Hans Esbjerg på klaver og Christian Vuust på saxofon og klarinet – præsenterer et helt nyt koncertrepertoire indeholdende nyfortolkninger af det dansk-tyske grænselands sang- og salmetradition, inspireret af hundredårsjubilæet i 2020 for Sønderjyllands genforening med Danmark. Musikken vil også blive udgivet som en kombineret cd- og bogudgivelse i november 2019, med titlen “Du skønne land – Grænselandets sange og salmer i nyt lys”.

I vekselvirkning med koncertindslagene vil Karen Hanne Munk – cand.mag. i musik og etnografi – fortælle om historien bag sangene samt lede fællessangen. Som født og opvokset i grænselandet har Karen Hanne Munk en særlig interesse for og erfaring med fællessangen i netop dette område.

Sønderjylland er et helt afgørende område, når vi skal forstå den danske folkesangs historie. Her var sangen under fremmedherredømmet til opmuntring og trøst og et af modstanderne frygtet kampmiddel. Samtidig ville vi ikke have den sangskat vi har, hvis ikke vi havde været åbne og modtagelige over for de musikalske strømninger og tanker, der kom sydfra.

Danmark er beriget med en levende og omfangsrig fællessangstradition. Store dele af den danske sangskat blev skabt under påvirkning af opgøret om hertugdømmerne og de efterfølgende genforeningsbestræbelser; og afspejler udformningen af Danmark som den nationalstat, vi kender i dag. Grænselandets udvikling til forsoning og venskab henover grænsen med gode vilkår for mindretallene er enestående og sætter også stadig sanglige spor.

Karen Hanne Munk

Karen Hanne Munk (f. 1961), cand.mag. i musikvidenskab og etnografi. Efterskole- og højskolelærer, nu på Sundeved Efterskole i Aabenraa. Medlem af redaktionsudvalget for Højskolesangbogens 18. udgave. Har været primus motor for en lang række arrangementer, hvor fællessangen er i fokus.

Varighed: ca. 1½ time.
Pris: kr. 11.300,- inkl. transport.

Foredragsholder

  • Den Danske Salmeduo

    ved Christian Vuust og Hans Esbjerg. Den Danske Salmeduo er Hans Esbjerg på klaver og Christian Vuust på saxofon og…